Spillene.

En lille landsby har et problem: en dæmon er ankommet i nat, resten ved det bare ikke endnu! Det er et skjult-rolle-spil for op til 20 mennesker, hvor de gode skal afsløre dæmonen blandt jer, før det er for sent, og de onde vinder ved at sørge for, at det aldrig sker. Alle får en hemmelig rolle med sin egen evne. Nogen samler information, nogen lyver jer lige op i ansigtet, og I aner reelt ikke, hvem der er hvem. Hele spillet leves i samtalen ved bordet, hvor I anklager, forsvarer, bluffer og stemmer hinanden ud.

Det geniale greb er, at når man dør, bliver man ved med at spille. Man får én sidste stemme og bliver siddende med sin viden stadig i spil. Resultatet er, at ingen bliver sendt på telefonen, og ingen sidder og venter i fyrre minutter. Halvdelen af bordet kan være “død”, og rummet er stadig højlydt. Tre timer forsvinder, og folk slipper det ikke.

Det gør noget ved en gruppe, fordi alt foregår i samtalen. I løbet af én aften finder I ud af, hvem der læser folk, hvem der kan holde en pokerface, hvem der overbeviser et helt bord, og hvem der faktisk lytter i stedet for at råbe. Folk snakker med kolleger, de ellers aldrig snakker med. Hierarkiet betyder ingenting, for praktikanten kan sagtens gennemskue CTO’en. Det hele føles bare som en vild, sjov aften, men I går derfra og kender hinanden anderledes, end da I satte jer ned.

Det er også her, jeg kommer ind i billedet. Spillet står og falder med en Storyteller, der styrer hele aftenen. I stedet for at en af jer skal læse regler op, vælge setup og holde styr på det hele, kommer jeg og kører showet. Jeg sørger for, at alle er med fra første runde, også dem der aldrig har rørt spillet før. Ingen sidder forvirret og falder fra. Jeg vælger det rigtige setup til netop jeres gruppe, sender de rigtige ting på de rigtige tidspunkter og holder spændingen stigende i stedet for flad. To aftener bliver aldrig ens, fordi jeg læser bordet og styrer derefter.

Det er en bestseller og et af de højest ratede sociale deduktionsspil i verden, og der er en grund til det. Tyve spillere, tre timer, og et bord, der ikke slipper jer, før det er ovre. I skal helt klart prøve det.

Ti minutter. Bagefter ved alle ved bordet, hvem der løj. Indtil næste runde, hvor det hele bliver lagt om. Det er klassisk Werewolf komprimeret til én enkelt runde. Der er én natfase, hvor hver rolle gør sin ting i rækkefølge, så én dagfase, så én afstemning, og så er det slut. Ingen elimineres undervejs, så alle er med hele vejen.

Det geniale trick er, at flere roller kan bytte, kopiere eller flytte andre folks kort i løbet af natten. Det betyder, at du måske vågner op som noget helt andet, end du faldt i søvn som, og du ved det ikke engang selv. Om morgenen stoler ingen helt på det, de så. I bruger dagfasen på at rekonstruere, hvad der egentlig skete, ud fra alles delvise og halvt upålidelige information, og så stemmer I.

Tempoet tvinger folk til at tænke højt og hurtigt. I finder ud af, hvem der husker rækkefølgen, hvem der bluffer med et fladt ansigt, og hvem der kan samle en hel nats kaos til en troværdig anklage på under et minut. Fordi runderne er så korte, tør alle byde ind, også dem der plejer at sidde stille. Ingen når at falde fra, før det er overstået, og så starter det forfra.

Når formatet er så hurtigt, giver det god mening at have nogen, der bare kører det. I stedet for at I selv bøvler med roller og rækkefølge, kommer jeg med spillet og styrer hele showet. Jeg sørger for, at alle forstår deres rolle fra første runde, også dem der aldrig har spillet før. I skal bare sætte jer ned, og så holder jeg natfasen, styrer tempoet og sørger for, at I kommer hurtigt videre til næste runde.

I kan spille fem eller seks runder på en time, og spillet bytter sit eget indhold om mellem hver eneste af dem. Fordi en runde kun varer ti minutter, kan I sagtens nå tre runder med folk, der lige er kommet og stadig står med overtøjet i hånden. Det er det perfekte sted at starte aftenen — eller at varme op til noget tungere.

Vampyrer mod varulve, og menneskene midt imellem, der bare prøver at overleve. Ved spilstart ved ingen, hvem der er hvad. Den eneste måde at finde ud af det på er at angribe nogen og se, hvordan de reagerer. Det er et skjult-rolle-spil med tre fraktioner, der hver har sin egen vinderbetingelse. I spiller altså ikke bare gode mod onde, men tre hold, der alle vil noget forskelligt.

Det store skift fra de fleste sociale deduktionsspil er, at her er der et rigtigt bræt, rigtige terninger og rigtig kamp. I kan angribe hinanden for at gøre skade, og det betyder, at jeres gæt har konsekvenser. Vælger I forkert, har I lige ramt jeres egen holdkammerat. I kan afsløre jeres rolle for at låse en speciel evne op, men så ved hele bordet også, hvilken side I er på. Hele tiden står I mellem at vide og at blive afsløret.

Det belønner hurtige reads og folk, der tør satse. I finder ud af, hvem der læser et ansigt på et splitsekund, hvem der commit’er til en risiko, og hvem der griner højest, når det går galt. Det er hurtigere og mere mekanisk end Clocktower, så der er mindre lang debat og mere handling. Hierarkiet betyder ingenting, når en fejlbedømmelse sender en terning lige gennem dit eget hold, og det er den slags aften, folk snakker om bagefter.

Det er en god aften at lade nogen udefra køre. I stedet for at en af jer bruger aftenen på at læse regler op, sætte op og holde styr på det hele, kommer jeg med spillet og kører hele showet. Jeg sørger for, at alle er med fra første runde, også dem der aldrig har spillet før. Ingen sidder forvirret og falder fra. I skal bare møde op og spille, og så holder jeg tempoet oppe og spændingen stigende hele vejen. Reglerne læres på fem minutter, og horror-anime-illustrationerne giver det en helt anden tekstur end rent snakkesaligt ‘social deduction’. Det er hurtigt, taktilt, og rammer anderledes end alt andet på bordet.

Spillet deles op i to fysiske rum. Det ene rum har Præsidenten. Det andet har Bombemanden. Næsten ingen ved, hvem der er hvem. Hen over flere tidsstyrede runder forhandler hvert rum med det andet og bytter gidsler frem og tilbage for at finde ud af, hvem der egentlig er hvor. På samme tid forsøger alle at positionere sig selv det rigtige sted, inden tiden løber ud.

Vinderbetingelserne er enkle og står stik imod hinanden. Præsidentens hold vinder, hvis de to ender i hver sit rum til sidst. Bombemandens hold vinder, hvis de ender i samme rum. Mellem de to har alle kort og evner, der trækker i forskellige retninger, og det er præcis derfor forhandlingerne bliver højlydte. Ingen kan stole på et ansigt alene, så I skal læse folk, mens de prøver at læse jer.

Spillet belønner folk, der tør tage styringen i kaos. I finder ud af, hvem der kan samle et rum bag en plan på tredive sekunder, hvem der holder hovedet koldt under tidspres, og hvem der forhandler sig ud af alt. Hierarkiet forsvinder, når et helt rum råber på tværs af en døråbning, og alle skal commit’e til en beslutning, før uret løber ud. Det er den slags aften, der får et helt selskab på benene på samme tid.

Der er nok bevægelige dele i det her til at det giver mening at lade nogen udefra køre showet. I stedet for at en af jer skal stå for rum, runder, tider og roller, kommer jeg og holder det hele sammen. Jeg sørger for, at alle forstår deres rolle og målet fra start, også dem der aldrig har spillet før. I skal bare møde op, og så styrer jeg runderne, timingen og overgangene, så I kan koncentrere jer om at forhandle.

Det er det mest fysiske og kinetiske spil på listen. Folk er på benene, bevæger sig mellem rum, råber på tværs af døråbninger og indgår aftaler under tidspres. Det skalerer pænt op til 30 spillere, hvilket gør det til det oplagte valg, når resten af spillene rammer deres spillerloft.

I er Troubleshooters i Alpha Complex, en dystopisk underjordisk by styret af The Computer. The Computer er din ven. The Computer har altid ret. Jeres opgave i dag er at finde og eliminere forrædere.

Alle ved bordet er forrædere.

Hver spiller tilhører hemmeligt et forbudt hemmeligt selskab der forfølger forbudte mål. Hver spiller har hemmeligt en mutantevne de ikke må indrømme at have. Døden er midlertidig — du har seks nummererede kloner, så når (ikke hvis) du bliver dræbt, respawner du som den næste. Det hele spilles for mørk komik, med en sund dosis paranoia, beskyldning og glade meddelelser om nye spændende sikkerhedsregulativer.

Det er den største forpligtelse på listen, og en rigtig rollespilsaften — jeg styrer verden, NPC’erne, The Computers stemme og det langsomme drys af ny information. I spiller ikke et bordspil. I bebor en historie der går hvorhen den vil.