Om.

Hvad jeg laver — og hvad jeg ikke laver

Det er en torsdag aften. Tolv mennesker sidder rundt om et bord, og en af dem ved at hun er dæmonen. Min opgave er at sørge for, at de andre elleve også finder ud af det — eller ikke når frem til det i tide.

Min titel er Storyteller. Begrebet stammer fra Blood on the Clocktower, men det dækker rollen på tværs af genren: én der kører aftenen, så I ikke skal. Jeg fjerner reglerne fra jeres bord, læser rummet, og afgør undervejs hvornår spændingen skal skrues op, og hvornår der skal være pause. I sidder bare og spiller.

Konkret betyder det:

• Jeg medbringer alt undtagen rummet. Spilmateriale, karakterark, rollekort, min tid og min stemme. I leverer venuet og spillerne.
• Jeg lærer jer reglerne undervejs. Helt nye spillere går ind forvirrede og går ud flydende, og erfarne grupper får en Storyteller der aktivt former oplevelsen i stedet for en vært, der læser et manuskript op.
• Jeg læser tonen. Nogle aftener vil have kaotiske, højlydte beskyldninger; andre vil have stille mistænksomhed og slow burn. Jeg kan kende forskel og styrer derefter.

Til gengæld er jeg hverken tryllekunstner, komiker eller “facilitator” — jeg kører spil, ikke månedens underholdning. Jeg er heller ikke firmatræner med slides, og der bliver ingen team-building debrief, medmindre I udtrykkeligt beder om det. Og jeg er ikke dommer; sociale deduktionsspil har regler, men sjælen i dem er improvisation, så jeg holder strukturen ærlig uden at politiføre jeres bluffs.

Hvad de her spil egentlig er

‘Social deduction’ eller ‘skjult-rolle-spil’ er en lille men rig genre. Formen er meget den samme for dem alle: nogle spillere har skjult information - en rolle, en fraktion, en hemmelighed - og resten af bordet prøver at finde ud af hvem der er hvem, mest ved at lytte til hinanden lyve. I de fleste af spillene er der altid en dag/nat cyklus hvor der sker hemmelige handlinger kun få personer kender.

Det klassiske eksempel er Werewolf — den oprindelige, som du måske spillede på en sommerlejr engang. Én spiller er hemmeligt en varulv, der hver “nat” dræber én af de andre. Hver “dag” stemmer landsbyen så om at henrette en mistænkt. Landsbyboerne skal finde varulven, inden de alle er døde; varulven skal holde sig skjult længe nok til at vinde.

Moderne ‘social deduction’ strækker formen langt videre. Blood on the Clocktower giver hver spiller en unik rolle med sin egen evne — over tyve roller i en typisk udgave, og aldrig to spil der ligner hinanden. Two Rooms and a Boom sætter tredive mennesker i to fysiske rum og lader dem forhandle med gidsler og tidsstyrede runder. Paranoia drejer det hele til et komedie-rollespil, hvor alle er forrædere og The Computer holder øje.

Grunden til at de her spil bærer en hel aften — også gennem tre timer med grupper, der aldrig har mødt hinanden, eller firmateams der er skeptiske over for “spil” — er, at underholdningen er folk, ikke reglerne. Når I først har formen på plads, er resten af aftenen at læse hinanden. Hvem pauser før de svarer. Hvem der overkompenserer. Hvem der tydeligvis nyder at lyve lidt for meget. Inden runde tre er omme, kender jeres gruppe hinanden på en måde, ingen team-building øvelse kan fake.

Hvorfor jeg kører dem

Til hverdag styrer jeg tech, governance og softwareudvikling i en dansk IT-konsulentvirksomhed på omkring 100 mennesker. Det er meget strategi, en del infrastruktur og rigeligt med “kan vi lige tage en quick sync”. Godt arbejde, men det er mest spreadsheets, politikker og Entra ID-konfigurationer, der nægter at makke ret.

Det modsatte er det der sker ved bordet på en spilleaften: drama, paranoia, fortælling — de dele af hjernen, der ikke får motion i et mødelokale. Storytelling har været den røde tråd i alt, jeg har holdt af, og de her spil er storytelling i sin mest deltagende form. Spillerne er historien; jeg former bare betingelserne.

Jeg har kørt dem i flere år. Mixet har været hobbygrupper dybt inde i genren, firmaaftener for virksomheder der prøver noget nyt, fester for venner-af-venner-af-venner, og enkeltsessioner for folk, der aldrig har rørt et bordspil i deres voksne liv. Det, der får mig tilbage, er øjeblikket omkring runde tre, hvor en — som regel den stille — pludselig laver noget, ingen så komme. Det er den aften, folk fortæller om bagefter, og den eneste anmeldelse jeg går op i.

Hvordan en aften forløber

Cirka:

• Jeg ankommer i god tid og sætter bordet op, lægger materiale ud og får føling med rummet.
• Folk dukker op. Drikkevarer, snacks, afslappet introduktion — intet formelt. Hvis nogen er helt nye til genren, kører jeg en fem-minutters primer, så ingen føler sig tabt.
• Spillet starter. For de fleste aftener er Blood on the Clocktower hovedretten, ofte parret med kortere spil til opvarmning.
• Jeg kører det. Stille styring, information til de rigtige spillere på de rigtige tidspunkter, og et øje på bordets energi. I tænker ikke på regler — kun på hvem der lyver.
• Klimakser sker. En forkert afstemning, eller en rigtig. En dæmon afsløret ved daggry. Der vil være et øjeblik.
• Kort debrief, hvis I vil. Ellers springer vi til sagen: drikkevarer, snak om det, måske endnu et spil hvis rummet stadig har energi.

For de fleste grupper: 2–3 timer for et fuldt Clocktower-spil. Kortere formater stables til en længere aften (en time Werewolf, så et Clocktower hovedspil, så en Two Rooms finisher hvis rummet har det i sig). Jeg former programmet efter det I fortæller mig I vil have.

Hvem det er for

• Hobbygrupper der allerede er dybt inde i genren. I kender spillene og har kørt dem selv, så I kender også problemet: nogen er nødt til at være vært, og den nogen får aldrig selv lov at spille. Hent mig ind for en aften, så får alle en plads.
• Arbejdsteams der vil have noget bedre end en workshop. Jeg sælger ikke team-building, men de her spil laver det som bivirkning, og folk vil faktisk gerne tilbage. Hvis jeres næste offsite er én guided øvelse fra mytteri, er det her alternativet.
• Vennegrupper der planlægger noget. Fødselsdag, milepæl, fredag aften — en gruppe venner der vil have én god aften, de stadig taler om bagefter. Spillene skalerer rent fra 5 til 20+ spillere.
• Folk nysgerrige på ‘social deduction’. I har set Werewolf på YouTube, eller hørt nogen beskrive Blood on the Clocktower med en stemmeføring, der ikke kan stoppes. I vil rent faktisk prøve. Det er vejen.

Hvis I er i tvivl om I passer ind, så skriv til mig. Jeg siger ærligt fra hvis det ikke er det rigtige match — der er aftener hvor mine spil ikke er svaret, og jeg vil hellere sige det op front end spilde jeres aften.

Se spillene jeg kører → Se priser →